Det der skulle være en lykkelig tid for min kæreste og jeg, og det næste store skridt i vores forhold, gik hen og blev en smertefuld kamp for at få ønskebarnet.

Hvor mange nederlag kan man holde til?

Jeg ved det ikke, men jeg vil mene at jeg i den grad har taget mine.
Fra vi bliver enige om, at vi gerne vil være forældre, går der ikke længe før vi er i fertilitetsbehandling. Dette skyldes jeg ikke havde en cyklus, efter stop af p piller i over 2 år. I alt tog jeg p piller i 16 år. Jeg søgte derfor hurtigt hjælp hos lægen.

Vi fik hurtigt en henvisning til både en gynækolog med speciale i fertilitet og til Hillerød hospital. Bum vi var i gang. Spændte på den kommende tid. Jeg skulle dog snart få mit første nederlag.
Vi er i april måned, og vi kan først komme til på Hillerød til oktober. Det er ualmindelig lang tid at vente, når nu vi begge var så indstillet på at blive forældre. Det positive var dog, at gynækologen havde tid kun 3 uger efter henvisningen. Der blevet taget en masse test, foretaget en del scanninger, opstart på medicin både piller og sprøjte i maven og også en skylning af æggelederne blev foretaget. AV. Dette var første møde med de mange kommende fysiske smerter jeg skulle igennem, dog var jeg uvidende endnu herom.

Sommeren nærmer sig, og der er endnu ikke tegn på at der sker så meget. Jeg har indtil videre dog fundet ud af, at jeg har en masse æg at tage af, og det holdt modet oppe. Gynækologen er bevidst om min fortsat lange ventetid til Hillerød og henviser os til Lygtens private fertilitetsklinik, hvor inseminering er første skridt.

Et møde kommer hurtigt i kalenderen, og afsted med mig til endnu en omgang blodprøvetagning. De er grundige, og finder straks ud af at inden jeg kan komme i gang, skal jeg starte på stofskiftemedicin. Det var et lille nederlag igen, for der skulle gå mindst 6 uger, for at se en virkning – men ak, vi er i gang.

Hormonbehandlingen og stofskiftemedicinen virker, og endelig kommer dagen, hvor jeg skal insemineres. Jeg havde nok allerede en forventning om at det var nu jeg skulle blive gravid.  

Den daglige dosis hormon

Men ak, det store nederlag kommer her – men det er langt fra det sidste – for jeg har fået modnet en follikel mere end, hvad de vil inseminere på. Og efter en lang samtale med sygeplejersken, forstå jeg nu endelig at jeg ikke bliver insemineret. Jeg bliver overrumplet af et væld af følelser, vrede, ked af det, mislykket, uduelig, ulykkelig og er i det hele taget enormt påvirket af situationen og sidder mindst 1 time i bilen og græder, inden jeg får mod på at ringe til min kæreste og fortælle ham den dårlige nyhed.

Heldigvis for mig læser jeg til psykoterapeut, og har derfor brugt en del af mine terapitimer på at bearbejde hele forløbet – altså alle 3 år som jeg er i behandling. Her går det rigtig op for mig, at jeg som person er enorm målorienteret, og derfor slet ikke accepterer den proces jeg er igennem. Det var nu ikke ukendt for mig, det med det målorienteret, men den manglende accept af, at JEG skulle havne i et sådan forløb var der slet ikke.

Det tager mange timer og mange måneder, at få en accept, og det er faktisk først i det øjeblik, hvor  jeg acceptere at jeg nok aldrig bliver mor, at det lykkedes mig at kunne fortsætte den smertefulde proces om at få vores ønskebarn. Jeg kunne slet ikke se meningen med livet, hvis ikke jeg blev mor, og kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg så skulle fylde mit liv ud med. MEN med den nye accept er målet ikke et must men blot en berigelse. Og et liv uden børn skulle jeg nu nok kunne klare. Det er også først nu jeg får mod på at dele, hvad jeg går igennem, med andre end mine forældre. Heller ikke de vidste det fra starten, men de vidste det noget længer tid end resten af familien, venner og arbejdet.
Jeg havde holdt det hele hemmeligt dels, fordi jeg som nævnt ikke helt kunne acceptere det, men også fordi jeg så gerne ville overraske alle med sætningen – JEG ER GRAVID!

Der gik dog længe inden den kom, og til sidst kunne jeg faktisk heller ikke klare, at jeg hele tiden skulle konfronteres med ”nu er du jo over 30, så hvornår skal du,? Eller skal du ikke se at få nogle børn?”.
Det er som om, at bare fordi man er over 30, så er det alle mands ret at spørge. Hvorfor?

Jeg ved godt det er godt ment men, hvad nu hvis jeg ikke ville have børn?
Jeg blev ofte spurgt, og måtte komme med søforklaringer, alt imens jeg inderst inden mærkede en enorm sårbarhed, klump i maven, presserende tårer og sorg vokse i mig. De skulle bare vide, hvad jeg gik igennem…..

Tilbage til processen og de mange nye besøg på klinikken på Nørrebro.
Efter at have fundet rette dosis hormoner, lykkedes det at blive insemineret 5 gange – dog uden held.

Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget i denne stol…. Mit underliv føles som et udstillingsvindue…

Jeg er faktisk kommet dertil at jeg nu tester ca. 3 dage før jeg oprindelig skal, bare for at få den dårlige nyhed om heller ingen graviditet denne gang, inden den officielle testdag. Det virker for mig som en slags beskyttelse – idet jeg så ikke sætter mig op til testdag med store forventninger.

Nu kom dagen hvor Hillerød vil se os, og selvom vi har være i gang i flere måneder nu, så virkede det lidt som om NU sker der endelig noget. Men ak, næste nederlag er, at de grundet implementering af sundhedsplatformen, ikke kan henvise mig til Riget, som skal tage æg ud, nu de ikke slev kan pt. før til februar. Vi er i oktober nu. Og de kan ikke garantere jeg kommer afsted, idet der er mange i kø. I øvrigt så vil de gerne selv foretage insemineringer, på trods af jeg allerede har haft 5 forsøg i det private. Så det var med stor skuffelse og endnu en kapring af vrede, afmagt, sorg, mislykket og mange andre følelser, vi tager fra Hillerød, og vælger at forblive i det private. Jeg kender efterhånden alle sygeplejersker og læger på klinikken, og vi kan ligeså fortsætte hos dem, hvor jeg følger mig tryg.  

Sidste inseminering viser sig at blive konverteret til et IFV forløb (reagensglas). Jeg har alt for mange follikler (heri ligger æggene) igen, men denne gang nok til æg udtagning. Så det bliver det nye.
Det er nu ikke længere kun en psykisk smerte og fysisk grundet hormoner der fylder min krop så jeg er ved at sprække, nu mærker jeg i den grad også smerten ved æg udtag – en meget underlig fornemmelse, men jeg prøver at vende den til begejstring for, at det overhoved kan lade sig gøre.
9 æg, sådan!

Nederlag igen – efter 5 dage bliver jeg ringet op og får at vide, INGEN af dem er overlevet befrugtningen. Så al det for ingen ting?

Det var virkelig det største nederlag hidtil, for nu vidste jeg, at jeg skulle igennem det hele en gang til. Hormonerne, de blå mærker på min maven, acne/bylder som jeg aldrig har haft før, bliver jeg plaget af i ansigtet, svedeture, tudeture, og ikke mindst at vågne op og ikke kunne passe det tøj jeg havde på i går, fordi hormonerne har fyldt min krop helt ud, så jeg føler jeg er ved at sprække.  Jeg tør godt sige højt at jeg absolut ikke føler mig som en kvinde. Snarer en kæmpe fiasko, min krop duer ikke, jeg er mislykket som menneske, idet jeg ikke kan den ene ting som jeg er sat i verden for. Blive gravid. Jeg når et punkt, hvor jeg fortæller min kæreste, at han må finde en anden, hvis ikke det lykkes, for jeg vil ikke fratage ham den lykke det er at blive far.

Et af de mange men små blå mærker. til tider havde jeg op til 5 på samme tid.
Den daglige dosis…

Fertilitetsbehandling er uden tvivl hårdt for parforholdet, og jeg kan i den grad sagtens forstå nogle vælger at gå hver til sit men, hvor var det en stor hjælp for mig, at jeg havde mit frirum på skolen i terapi timer, til at bearbejde alle de følelser jeg blev fyldt op med – for det i sig selv kan jo sætte en stopper for at blive gravid.

Jeg er absolut vedholdende i min nu accepteret proces, så vedholdende at jeg går igennem 2 æg udtag mere, hvor der er henholdsvis 11 og 7 æg, dog blev ikke alle til noget. Jeg får sat 1 æg op 3 gange både 2 dagsdyrkede og blastocyster (dyrket i 5 dage) og jeg ender endda med, at få dem overtalt til at sætte 2, 2 dagsdyrkede op. dog uden held.

Smerter, medicin for en formue, lægebesøg, scanninger, fiaskoer og godt 2 år på ret høj dosis hormoner, sætter pludselig en stopper for det hele. Mit uendeligt store håb om at blive mor, bliver sat på pause. Min krop kan simpelthen ikke mere. En yoyovæg på +/ 10 kilo, en masse indgreb i mit underliv, et stort psykisk pres, har ført til at min krop ikke optager hormonerne mere. Jeg både stikker mig med hormon, tager hormonpiller og har nu oveni tilføjet hormon plastre som skal sidde på maven. Intet hjælper. Min krop vil ikke mere, jeg kan ikke mere. PAUSE. Det var NEDERLAGET!.

Det skal dog siges at jeg er lykkedes med, at have 2 store flotte blastocyster i fryseren til, hvis min krop kommer på højkant igen.

Men NU er der pause!

Et billede vi sendte til forældre og søskende. Den hvide prik i hjertet er et æg der er lagt op… Dog tabt….

Efter 6 måneder sker der det, at min naturlige cyklus starter, noget uventet, men absolut kærkommen. Det får modet lidt op igen, og der går kun et par måneder før vi melder os på banen igen til at starte op. Det skal lige siges, vi droppede helt Hillerød, for jeg var virkelig tryg ved alle lægerne og sygeplejerskerne på klinikken, jeg har jo mødt dem alle sammen mange gange nu.
Det gjorde, at selvom det var enormt hårdt, så var der meget humor til stedet.
Jeg jokede selv en del for, at få gode oplevelser med også. Jeg mener det at bliver scannet så meget havde skabt en distance til mit underliv, og det var ikke så privat mere.  Så humor betød mig for mig.

Nu da min naturlige cyklus var kommet tilbage, blev forløbet ikke så fyld med hormoner, idet min krop nu selv kunne fremstille dem. Jeg fik derfor kun lidt kunstigt for, at hjælpe det hele på vej. 1 æg blev lagt op, men ak. Tabt igen. Jeg husker tydeligt, at min indstilling til, at få lagt sidste æg op var, ja lad os da bare, det lykkes jo ikke alligevel. Ikke ligefrem optimistisk men, det var nu sådan jeg havde det.

Sådan ser æg oplægning ud. Man kan dog ikke se lægen, der sidder i øjenhøjde med mit underliv 🙂

Så selvom min krop havde vist sig, at kunne fungere igen, havde jeg så mange nederlag og tabte æg med mig i bagagen, at jeg ikke havde håbet længere.  
Jeg læste om assisted hatching en metode, hvor du præklægger ægget inde det bliver sat op, og det købte vi til vores allersidste æg i fryseren. For selvom jeg ikke havde troen, så turde jeg ikke lade være med ikke at have prøvet alt. Så det købte vi.

Denne gang var første gang jeg fik lagt æg op i en helt naturlig cyklus, så altså ingen hormoner. Jeg testede 3 dage før som altid, sidst på eftermiddagen, som jo ikke er det ideelle tidspunkt, og fanme om ikke den var positiv. WHAT – jeg var alene, måtte tisse igen på en ny, og så kom glæden, håbet og gråden – denne gang glædeståre. Første positive test i 3 år. Ønskebarnet. For første gang kunne jeg ringe min test ind som positiv.     

Følelserne, skam, vrede, mislykket, dårlig kvinde, uduelig, ulykkelig, afmagt, ked af det, fejlet, forkert og mange andre blev erstattet med en kæmpe lykkefølelse.

Ikke mange så mine ”dårlige følelser” for de var så private og så hæmmende for min livskvalitet, og heller ikke alle vidste, hvad jeg og min kæreste gik igennem.

Uanset hvilket forløb man går igennem til, at blive forældre eller måske til ikke at blive det, er så individuelt, men jeg lover, den er enorm SÅRBAR.
Så med min egen hudløse ærlige beretning, håber jeg blot at jeg kan løfte sløret lidt for, hvordan en proces kan se ud, samt sende en kærlig tanke ud til alle der læser med og som selv er i behandling. Jeg vil gerne lade jer vide, jeg har den største respekt for, hvad i går igennem. Men husk at pas på jer selv. Tal om det, jeg fortryder selv jeg gik så længe alene med det, bearbejd følelserne, og husk – fertilitetsbehandling er IKKE skamfuldt!

Kærligst Kamilla

Kamilla Stilling Müller
Blegdamsvej 112, a.
2100 København Ø

T: 40 99 46 89
Skriv til mig