Jeg er en af de heldige. Efter 3 år i fertilitetsbehandling fik jeg endelig en positiv test, og kunne endelig se frem til min nye titel; ”mor”, som jeg har drømt om længe. Nu skulle den lille spire bare vokse, og jeg så virkelig frem til tiden med min lille baby i maven. Der var SÅ mange ting jeg gerne ville lave imens jeg var gravid, og jeg så frem til at nyde julen på barsel, for min termin var først i Januar..

Hele min barsel går ret nemt. Jeg lider hverken af opkast, kvalme eller vand i kroppen. Jeg træner ofte, spiser sundt og har det godt. Igen er jeg bare en af de heldige.. Maven vokser og scanningerne går godt, nu er det bare tiden der skal gå.

Det er vores ønskebarn, så jeg går tidligt i gang med at købe tøj og forberede værelset til vores lille pige. Jeg booker selvfølgelig også tid til 3D scanning og gravidbilleder.

Jeg vågner natten til fredag d. 1 /11-19 (30+5) og har for første gang enorm kvalme. Jeg må stå op. Jeg spiser en banan og går i seng igen. Fredag morgen vågner vi og gør os klar til at tage på arbejde.  Jeg er ikke helt klar da min kæreste skal køre, men jeg når lige at fortælle om natten og at det hele føles lidt mærkelig og at jeg ikke er mig selv. ”Du skal ikke bekymre dig”, siger jeg ”Jeg tager tidligt hjem i dag, så alt er ok”.

Jeg når lige at sende ham afsted, hvorefter jeg bryder sammen i gråd. Jeg græder sjældent, men jeg kan mærke at noget er galt. Jeg ringer til min læge, som er på kursus og bliver henvist til en anden. Jeg vælger ikke at ringe, for jeg kan faktisk ikke overskue at tale med en der ikke kender mig.
Pludselig slår det mig, til fødselsforberedelse blev de ved med at sige ”ring nu, hvis der er det mindste”.

Jeg finder min mappe frem og ringer. Det eneste jeg tænker er, at jeg er til besvær, der er sikkert ikke noget galt. Jeg bliver mødt af en meget sød jordemoder i telefonen, som virker rolig og spørger ind til mig. Efter godt fem minutter siger hun; ”hvornår kan du være her?”

Hvad? Jamen jeg har det bedre nu hvor jeg har grædt, så der er nok ikke noget galt alligevel”.
Jo jo, du kommer bare, så tjekker vi lige” siger hun.
Jeg føler en form for skam over at være til besvær, for tænk nu hvis jeg tager tiden fra en der virkelig behøver den..

Nå men jeg tager lige tøj på, så kommer jeg” siger jeg.

Jeg ringer til min kæreste som ikke tager telefonen, så jeg skriver en mail med overskriften – ’Jeg tager lige til tjek på hospitalet’. Nok ikke den mest beroligende mail, kan jeg godt se nu, men det virkede, for min kæreste besluttede straks at komme hjem og køre med, til trods for at jeg sagde det ikke var nødvendigt.  

Afsted til Hillerød.

Vi bliver taget godt imod og jeg får en måler på maven, som måler min lille piges puls – alt er fint. Men 10 minutter efter falder pulsen kraftigt og alarmen begynder. Jordemoderen kommer hurtigt og beroliger med, at hun nok bare har flyttet sig og at det nu er min puls de måler, så der bliver justeret og vi starter forfra. Dette sker 3 gange, hvorefter hele stuen er fyldt med personale. Jeg bliver straks flyttet over på en stue med en scanner. Vi får ikke andet af vide end at vi skal gå tilbage, så kommer hun med lidt mere information, når hun har kigget tallene igennem.

Jeg når lige at sige at jeg ikke magter et kejsersnit netop nu, hvorefter lægen kommer ind og siger: ”Vi har nu alle snakket om dine scanninger, og vi har besluttet at I bliver forældre i dag. Du skal have et akut kejsersnit”. Jeg når lige at spørge om lægen dog er sikker?
Ja, i skal være forældre nu, og i kan godt forberede jer på at det er en rigtig lille baby der kommer ud. Vi påtænker at du har [moderkage]løsning, og derfor skal det være lige nu.”

OK, hvis det er jeres vurdering, men lad mig lige græde lidt, så er jeg klar” siger jeg, lettere omtåget af den uventede besked.

5 minutter efter ligger jeg på operationsbordet.

Ja, det gik stærkt. Stuen rummer 12 personer, der en efter en giver sig til kende, alt imens jeg får lagt diverse bedøvelser. Jeg ligger som en søstjerne. Armene spredt ud med nåle og drop og et stort grønt klæde gør at jeg ikke kan se min krop fra brystet og ned. Jeg ved bare der står ni mennesker bag det grønne klæde. Da jeg ikke længere kan mærke mine ben eller mave, bliver der sagt: ”vi går i gang”. Det næste jeg hører er et kæmpe klask. Det er en masse grønt vand der rammer gulvet.  Min mave er åben.
Dernæst: ”Det er ikke løsning” bliver der sagt, og jeg husker jeg straks tænkte: ”I har taget hende for tidligt, I har taget hende for tidligt ud!”. Men nej. Min lille pige bliver hurtigt taget over til neonatal lægen som giver hende luft og udfører prøver, som jeg senere skulle få en forklaring på. Det var det helt rigtige at hun skulle ud netop nu.

Klokken er 11.30, godt 1,5 time gik der fra at jeg kom til tjek, til min pige var ude. 1525 gram og 41 cm. Jeg er blevet mor. Jeg får hurtigt lov til at se hende i kuvøsen, mens de syer mig sammen, og så var hun væk. Jeg bliver kørt til opvågning og min datter og kæreste tager på neonatalafdelingen. Jeg tæller sekunderne til at jeg endelig kan løfte mine ben, så jeg må komme over på stuen. Endelig, her er hun, min lille bitte pige. Her ligger hun med en lille strikket hue, en ble der er kæmpe, selvom det er en præmaturble. Ilt, og en sonde i næsen. Endelig får jeg hende op på brystet, og det er nok først her jeg forstår det hele, og går ind i overlevelsesmode.

Total hjælpeløs, jeg er i smerter, omtåget, og må overlade al min tro og håb til at min pige er i de rette hænder. Det er hun heldigvis. Kl 01.30 bliver vi dog overflyttet til riget, idet de har vurderet at min datter skal i respirator. Hendes ene lunge er ikke blevet blød nok af den medicin hun har fået, så hun skal have lidt hjælp.
”Babylancen” ankommer, og efter en time er min kæreste sendt til riget med vores datter. Jeg må vente, idet jeg skal have min egen ambulance, grundet mit kejsersnit.
To timer må jeg vente før jeg er hos dem igen. Jeg trøster mig med, hun er i de rette hænder.  
på Rigets neonatalafdeling er alt klinisk og sterilt, personalet er enormt imødekommende, søde og hjælpsomme. De formår at berolige os, forklarer os alt hvad der skal ske og hjælper os med at lære hvordan vi kan værne om vores baby, der ligger der i kuvøsen. Der er bare to huller som vi kan stikke hænderne ind igennem.

Heldigvis er vores pige kun i respirator i et døgn, herefter kommer hun i en krybbe og får ilt i næsen. Vi kan nu komme tættere på hende, og jeg får hjælp til at få hende op til mig. Hud mod hud, lærer vi hurtigt, er det bedste for hende, men også det bedste for min mælkeproduktion, som jeg ihærdigt prøver at få op, ved hjælp at en pumpemaskine.  Den kommende uge, er jeg ikke uden for en dør. Det længste jeg er væk, er en tur i kiosken, hvilket også var en lang tur.. Jeg har ondt. Jeg er stadig i overlevelsesmode, så alt hvad der sker udenfor, er fuldstændig ligegyldigt. Trods personalet siger at vi sagtens kan tage på tur eller hjem, så kan jeg bare ikke forlade hende. For hvad skal jeg dog nå?

Min kæreste tager hjem og pakker lidt tøj – for jeg har ikke andet end det, jeg havde på da jeg kørte til tjek. Om end hospitalstøjet er bekvemt, så ved vi nu at vi skal tilbringe minimum 4 uger på hospitalet, så lidt tøj og drikkevarer og mad til vores kasse i køleskabet sørger min kæreste for.

Der bliver foretaget en masse test, og der er lige nu et kateter i navlen og en masse elektroder på vores datter, som gør at personalet 24/7 kan monitorere ALT. Vi lærer hurtigt hvad disse tal betyder, og det bliver min kærestes tryghed at han kan følge med.

Efter en lille uge på riget bliver vi overflyttet til Hillerød. Som en af lægerne sagde, nu er vores pige ikke længere ”V.I.P.” mere. Det er jo i den forstand positivt, så nu skulle vi tilbage hvor det startede, så hun kunne vokse i ro og fred.

Jeg føler mig igen heldig, for en ny verden på neonatal åbnede sig for mig, og jeg har nu set det med. En masse små babyer, der er kommet for tidligt ud. Nogle med komplikationer, nogen som ikke overlevede og en masse forældre der ligesom jeg, nok bare er i overlevelsesmode. Jeg er heldig i den forstand, at min pige har det godt – hun skal bare vokse.

Vi tilbringer 3 uger på Hillerød, et ophold der uden tvivl gav os en masse styrke og hjælp til at starte livet som forældre. For selvom der var mange vejninger, lægetjek og undersøgelser som skulle afklare om der var hjerneskader, handicap, syn og hørelsestab mv., så fik vi en masse støtte. Min kæreste lærte at skifte ble, vi lærte at give sonde, give bad, og egentlig blev vi selvkørende, hvilket var mit mål, i afstemningssamtalen med personalet da vi kom tilbage.

Vi klarer os stort set selv og har derfor en masse overskud til at få nogle gode snakke og grin med personalet. Jeg har en hule, stort set for mig selv.

Kun otte dage ud af fire uger har jeg delt værelse med en anden mor, så vi har mange dage min kæreste, datter og jeg for os selv. Ca. 15 timer i døgnet ligger vi på skift, hud mod hud, med vores pige. Der er jo ikke andet vi skal nå.
Alt er skemalagt: hvornår hun skal have mad, vitaminer, skiftes ble, og hvornår jeg skal pumpe mælk. Der er stort set ikke tid til andet, idet processen starter forfra lige så snart vi er færdige.

Efter en uge tager jeg mod til mig til, for at tage i slotsarkaderne.Bare ganske kort for at købe lidt tøj. Det var lidt rart at komme ud, men her går det op for mig at noget ikke er blevet bearbejdet. Jeg ser en højgravid kvinde, og med ét mærker jeg en varme i kroppen, en vrede og sårbarhed der ulmer op i mig. Jeg følte mig snydt, frarøvet en stor mave, og følte det hele var uretfærdigt. Jeg sidder i bilen og græder for mig selv, og bliver her klar over, at mit glansbillede af en lykkelig graviditet, en skøn fødsel som vi ser på film, hvor babyen bliver lagt op på brystet og far og mor smiler af lykke til hinanden, bare IKKE blev min historie. Men det er der ingen der er klar over, når jeg går forbi dem. Ingen ved hvilken angst for at miste, jeg blev fyldt op med, hvilken afmagt jeg befandt mig i, for jeg formåede at finde det positive frem. Hvordan, er mig stadig en gåde.

Det positive ved min proces, var al den læring vi fik. Jeg lærte at amme, og det gør jeg stadig. Jeg har aldrig haft brystbetændelse, jeg lærte en masse amme stillinger. Jeg lærte at håndtere en minibaby, lærte at hendes behov bare er de vigtigste – det betød også at hun faktisk sov på mit bryst om natten frem til hun var 4,5 måned, for der er absolut intet jeg skal nå, som gør at jeg ikke har tid og plads til hende. Sådan er det stadig her 9,5 måned efter.

Jeg ville selvfølgelig gerne stadig have haft et ”normalt” forløb, men set i bakspejlet, så har forløbet været overvældende positivt. Jeg er blevet klogere på at der findes en helt anden start på livet end den man kender, lært utrolig meget om præmature babyer, lært meget om mig selv og føler også jeg har en helt særlig tilknytning til min datter.

3D scanningerne og gravidfoto blev aflyst, men jeg har til gengæld over 1000 billeder af min datter, de sidste 9 uger hun skulle have ligget i min mave.
Jeg føler mig – men ved også jeg er – heldig, for vores datters forløb var et af de meget positive, og det er nok også derfor jeg kan se tilbage på forløbet med en masse lykke, og ikke angst, afmagt og at blive frarøvet noget, som jeg tidligere følte.

Det er ikke normalt, eller lykken, at få en præmaturbaby lige når det sker. MEN; det er lykken at vide, at der er så mange mennesker der har viet deres arbejdsliv til, at hjælpe de små så godt på vej. De har alle min største respekt, ligeledes alle de par og enlige der ligesom os, bliver forældre alt for tidligt.

Kærligst Kamilla

Kamilla Stilling Müller
Blegdamsvej 112, a.
2100 København Ø

T: 40 99 46 89
Skriv til mig